FORÅR BETYDER FORANDRING. 10 BLOMSTER DIN HAVE MANGLER!

Spring flowers to decorate your garden.
 
Er du også rastløs efter at komme udenfor og nyde haven, men ved ikke helt hvad du skal gøre ved den? Så lad os hjælpe dig! Vi har samlet en liste af de dejligste og sødeste forårsblomster du kan pryde din have med og give livet noget kulør – og så holder mange af dem også et godt stykke ind i sommeren.
 

LAD HAVEN GIVE LIVET KULØR

 
Det er altid rart at få frisk luft, sol og få brugt hænderne til noget praktisk. Denne gang anbefaler vi at få jord under neglene og komme i kontakt med naturen, der venter lige udenfor terrasse døren. Det er også en god mulighed for at aktivere børnene, for det at lave noget med hænderne er noget alle kan lide og alle kan være med til.
 

GØR HAVEN OG TERRASSEN LEVENDE MED FARVER OG LIV

Her er vores top 10 over dejlige forårsblomster, der kan shine din have op her i foråret, plus nogle tips til hvordan du får mest ud af dem:
1. Spansk Maguerit 
 
Vi har valgt denne som vores yndlings forårs- og sommerblomst. Hvorfor? Der er tre gode grunde:
a. Den holder rigtig lang tid – især hvis man lige nipper de døde blomsterhoveder af, for så har den en tendens til at skyde igen.
b. Dener som udgangspunkt etårig, men kan smide frø, der giver nye blomster året efter. Hvis du passer på den og holder den tørt og frostfrit vinteren over, så kommer den gerne igen næste år.
c. Den fås i et VÆLD af farver – dem du ser her i vores blog er kun et udsnit.
Den nok skønneste version er den rust orange, som bliver lilla ind mod midten af blomsten: den emmer af sol og varme! Spanske magueritter kan fint plantes både i potte, sammen med andre blomster, og ud i haven og så er de sjældent særligt dyre!
 
2. Campanula (blå/hvid) 
 
Denne lidt buskede, lave plante er perfekt til at fylde ud med – både i krukker, men også hvis den plantes ud i havejord. Den fås i både hvid og blå-violet, og gør det også fantastisk sat sammen med andre blomster i store krukker.
 
3. Pelargonia 
 
Også kendt som geranier, denne plante er en del af en enormt stor familie med mange forskellige farver og udtryk i både kronblade og blade generelt. Dem vi har valgt er den type du oftest finder på planteskoler og gør-det-selv butikker på denne tid af året. Oftest finder du dem i rødlige farver, men man kan også være heldig at falde over et af de familiemedlemmer, der pryder sig med smukke lyseblå blomster. En anden egenskab, der gør denne blomst så smuk, er at visse blomster i familien har mønstrede kronblade, der virkelig gør dem til et dejligt syn!
 
4. Hortensia 
 
Dette er nok den største blomst på vores liste, og den du potentielt vil blive aller mest glad for på sigt. Hortensia er en flerårig plante, der kan blive kæmpe stor, hvis den får plads nok. Holder du den i en potte, så har du lidt mere kontrol over dens vækst. Den plantes helst ikke sammen med andre blomster hvis den er i krukke, medmindre det er en forholdsvist lille hortensia i en rimelig stor krukke. Det er en tørstig plante, og må ikke tørre ud. Derudover, så klarer den sig bedst i halvskygge.
 
Hvis du gerne vil styre om blomsten bliver rød eller blå, så skal du lege med PH balancen i jorden – men vær forsigtig! Du kan hurtigt slå planten ihjel hvis jorden bliver for sur eller for basisk. Sur jord giver som regel en blå blomst, mens en mere basisk jord (f.eks. kalkholdig) giver en rosa blomst.
 
5. Senetti 
 
Denne smukke blomst fås i blå, lilla, og violette nuancer. Den er af medium størrelse og gør det fantastisk i sin egen potte, hvor den kan få lov til at fylde med sine smukke kronblade. Senetti er en tørstig plante, så hold øje med at den ikke tørrer ud. Hvis du vil sørge for at den bliver ved med at blomstre længst muligt, så gør som med de spanske magueritter og nip døde blomsterhoveder af – dette skulle gerne sikre at den skyder igen.
 
 
6. Perlehyacinth  
 
En sart lille sag, der virkelig understreger forårets komme – perlehyacinthen fylder ikke meget og kan med lethed plantes sammen med andre mindre blomster i nogle smukke forårs anretninger, især i potter. De vil gøre det fantastisk på din terrasse eller ved din hoveddør!
 
7. Hyacinth 
 
Alle kender denne skønne blomst: den dufter både lifligt og kraftigt, og så fås den i et utal af farver. Den gør det godt både inde og ude, og kan virkelig hjælpe til at binde indendørs og udendørs rummene sammen – og så er den altså bare herlig at se på med sine kraftige farver.
 
8. Primula
 
Denne blomst fås også i et utal af farver – endnu flere end hyacinthen. Den er lav, nærmest liggende, og giver dig mulighed for at sammensætte nogle fantastiske skuestykker med de andre blomster på listen: du kan med lethed plante den i både potter og direkte ud i haven, og så kommer den endda tilbage året efter, hvis den ikke får for hård frost!
 
9. Stedmoderblomst 
 
Alle kender og elsker dem. De fås i mange størrelser og farver, og ofte også som vilde blomster i det fri. Brug dem til at kombinere med blandt andet tete-a-teterne, for at opnå et smukt farvespil. De gør sig dog bedst i potter, da de ikke holder super længe – men hold op hvor er de flotte og søde mens de blomstrer! Hvis du planter dem i havejord og lader dem afblomstre, så smider de som regel frø, der giver nye blomster igen næste forår.
 
10. Tete-a-tete 
 
Små og søde, og super fine når der er mange af dem i en potte – blomsten har måske lidt et image af at være en et-årig plante, men det behøver ikke være tilfældet. Faktisk, når først løget er kommet i jorden er planten ganske hårdfør – den kan komme igen på det samme sted mange år i træk.
Plantes den i altankasser eller krukker, så skal man dog passe på, for den tåler ikke hård frost, så stil potterne et frostfrit sted om vinteren, hvis du vil have dem til at overvintre. Det er dog de færreste der gør sådan, for man kan købe dem for helt ned til 2kr potten rigtig mange steder på denne tid af året.
 
Husk, at hvis du planter i potter, som står udenfor, og det er planter, der skal holde mere end et par måneder, så er der to ting du skal sørge for: 1) hul i bunden af potten og en underkop til at fange vand og 2) lecakugler i bunden til at filtrere ekstra vand fra, så planterne ikke sumper.
 
Der er helt fantastisk mange lækre ting man kan gøre i sin have lige nu, så kom da endelig ud og gør det! Jeg var i Bauhaus forleden og kom hjem med disse blomster – hvilke blomster shopper du??
 
 
Diversity of spring flowers inside the shopping basket at Bauhaus.